| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Der var et meget negativt engelsk review af parkeringspladsen på vores camper app. Kritikken gik på, at der var hunde, der gøede, skraldebiler, der tømte affaldscontainere om natten, autocampere, der kørte midt om natten - og flyene fløj hen over hovederne på os. Den fik ikke for lidt. Jeg tror, at de har haft en dårlig nat.
Godtnok var der hunde, der gøede, men de faldt også i søvn. Der var også en enkelt skraldevogn, der kom tidligt om morgenen. Men ellers var der meget fredeligt i udkanten af byen. Vi følte os absolut ikke generet. Og da vi vågnede op til en skyfri himmel, var det svært at være negativ.
Jeg masede mig ind foran de lokale beboere, der var gået til købmanden, for at købe morgenbrød. Jeg havde ikke set, at jeg skulle trække et nummer ved indgangen. Så fik jeg lært det første italienske udtryk: nemlig at trække på skuldrene og se helt forvirret ud. Hvad skulle det også hjælpe med et nummer? Når de råbte det op, forstod jeg det heller ikke.
Jeg kom hjem med et par kæmpestore brød, så der var nok til resten af dagen også.
Inden vi forlod Montale, gik vi en lille tur i nabolaget. Vi havde opsnuset, at operasangeren Luciano Pavarotti var begravet meget tæt på vores parkeringsplads. Vi fandt hurtigt frem til kirkegården, hvor de døde var begravet i 4 lag, indmuret og med et lille billede på mange af gravstederne. Pavarottis familiegravsted var lidt større end mange andre. Det er nok også den største personlighed, som Montale har fostret. Vi læste i øvrigt på nettet, at der havde været en del ballade om gravstedet. Politiet havde vist fundet bevis på, at Pavarotti ikke var død af kræft, som hans manager erklærede - men derimod af gift. Så politiet ville have ham gravet op (ud). Paven var gået ind i sagen og han erklærede, at det ville være helligbrøde, at køre en gravko ind i kirkegården. Derudover forlød det også, at Pavarotti døde dybt forgældet, så der har da været blæst om sangeren.
Vi forlod Montale og kørte af snørklede lokale veje til nationalparken Riserva Naturale delle Salse di Nirando, hvor der var vulkansk aktivitet. Det var dog begrænset til nogle toppe, hvor der kom lidt mudder op af. Et lidt sælsomt syn. Vi havde næsten nationalparken for os selv. Dejligt at mærke varmen fra solen…
Vi var ikke så meget for at forlade området, så Marie havde også fundet en producent af balsamico eddike, som vi kunne besøge. Efter igen at have kørt en halv time på små lokale veje, fandt GPS’en frem til Azienda Agricola Leonardi Giovanni tæt på den lille by Magreta. Marie havde læst, at vi kunne få en tur rundt på virksomheden og spise en lille middag i samme forbindelse. Det lød perfekt, for vi var ved at være sultne. Og vi var pænt heldige, for selv om vi ikke havde bestilt noget bord, så var der åbenbart et andet par, der var udeblevet. Deres plads kunne vi overtage. Vi startede med maden og blev båset i et lokale for os selv. Straks blev der båret Lambrusco, brød, skinke og pølser, parmesan ost, salat og et fad med flere slags oste ind. Vi var helt overvældet over den fine servering med flotte duge og servietter af stof.
Godt mætte var vi klar til at tage på en lille tur rundt i virksomheden. En ung pige viste os rundt. Hun forstod næsten alt, hvad vi sagde (på engelsk) - og hendes ditto var næsten til at forstå. Balsamico eddike er meget mere end det, vi normalt køber i et dansk supermarked. Vi fik smagsprøver på balsamico, der var 20, 30 og helt op til 100 år gammelt. Det smagte fantastisk - men prisen var selvfølgelig også derefter. Eddiken lagres i forskellige træfade og stikkes om efter solera metoden, så der tages lidt fra det yngste (og største fad) til fad nr. 2. Fadene bliver mindre og mindre - for til sidst at ende som et 10-20 liters fad. Smagen ændres med tiden fra at være sur/syrlig - til at blive sød og meget tyk i konsistensen. Den gamle balsamico bruges til f.eks. Isdesserter.
Oven på dagens gode oplevelser, var det tid til at køre lidt mod syd. Jeg vil sige, at det var godt, at vi havde Google Maps til at vise vej for os, for det var godtnok noget af en snirklet tur, vi blev sendt på, for at ramme en tilkørsel til motorvej A1. Frem og tilbage, ind og ud, op og ned, flette sammen - og masser af biler overalt. Marie holdt hovedet koldt og endelig var vi på rette vej mod Bologna og dernæst Firenze.
Efter Bologna kørte vi ind i et bjergområde og dermed en masse tunneller. Det var snart sent på eftermiddagen og camper app’en blev sat i arbejde igen. Den viste til en lille parkeringsplads et lille stykke fra motorvejen. Vi kørte fra syd for Firenze og kæmpede os op i bjergene, og kort før kl. 18 fandt vi parkeringspladsen uden problemer. Der var lige nøjagtig en plads tilbage til os.
Vi havde oplevet den første varme dag i Italien. Dejligt at kunne tage trøjen af og smøge ærmerne op. I bilen nåede temperaturen let over 20 grader. Forår i luften!
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |